Når hverdagen bliver absurd Læg en kommentar

Dagens gæsteblogindlæg er skrevet af Kamma Overgaard Hansen

”Ett bergsmassiv. Ett arbetsliv. En brödkniv.” Eller: ”Ett ogenomtänkt sms. Svår stress. Några gäss.”
Sidste efterår udgav den svenske tegneserietegner Sara Granér den lille artsy bog ’Blixt från oklar himmel’, hvori tilsyneladende tilfældige ord er illustreret og sammenstillet, så hver side i bogen viser os tre ord, der rimer. Sara Granérs trick er simpelt, men effektivt: Som læser forsøger vi uvilkårligt at skabe sammenhæng mellem ordene. Denne læser var for eksempel ikke længe om at karakterisere arbejdslivet som et overvældende bjergmassiv, hvor fra brødkniven er den eneste mulige (om end næppe effektive og desto mere lidelsesfyldte) udvej.

Dét, Sara Granér gør, ekkoer af den absurditet, der skyllede ind over teateret i årene efter 2. verdenskrig med stykker som Samuel Becketts ’Vi venter på Godot’ (1950) som frontløbere. Det absurde teater var kendetegnet ved et fravær af fremadskridende handling, af kortsluttede dialoger og af en altoverskyggende følelse af fremmedgjorthed. Skildringen af en tilstand gik forud for skildringen af egentlige begivenheder.

Når Sara Granér lister forskelligartede navneord op ledsaget af små, naive tegninger, skaber hun en atmosfære af meningsløs vilkårlighed, hvor nogle gæs eksempelvis er lige så væsentlige som en af tidens mest udbredte årsager til sygefravær på arbejdsmarkedet, nemlig svær stress. Det univers, hun skaber, er fordrejet, urimeligt, fornuftsstridigt, upassende og komisk – og svarer således ganske godt til ordbogsdefinitionen på ordet ’absurd’. Samtidig adskiller Granérs særlige absurditet sig fra efterkrigstidens absurde teater ved et udpræget fokus på det hverdagslige: Brugsgenstande, fødevarer og steder, vi alle genkender fra en vestlig, privilegeret dagligdag. Og vendinger, vi alle støder på i medierne fra tid til anden.

Sara Granérs bog bliver dermed repræsentativ for en tendens, som vi har kunnet iagttage i skandinavisk litteratur, film og tegneserier gennem de seneste 20 år. En tendens, som jeg har valgt at navngive Ny Nordisk Absurditet. Ny, fordi den synes at genoplive efterkrigstidens absurdisme i nye klæder. Nordisk, fordi den i særlig grad udfolder sig i nogle miljøer, der er udpræget nordiske, med alt hvad det indebærer af forblæste udkantslokaliteter og beske kommentarer til den skandinaviske velfærdsmodel.

I Ny Nordisk Absurditet bliver hverdagen en absurd normalitet. Vi møder den, når 11-årige Allan forsøger at guide os igennem de hændelser, der udspiller sig i et ekstremt dysfunktionelt hjem i Erling Jepsens ’Kunsten at græde i kor’ (2002) og flere efterfølgende romaner. Her er replikker som ”Har du taget en sovepille, mor?” ganske selvfølgelige. Og hvis storesøster skal hjælpes ud fra en lukket institution, må hun finde sig i at optræde med den spektakulære hyperventilering, der følger med hendes hyppige angstanfald.

Vi møder også den hverdagslige absurditet, når jegfortællerens mor lyver i en – efter eget udsagn – god sags tjeneste, mens mor og datter samler penge ind til Kræftens Bekæmpelse i Stine Pilgaards ’Min mor siger’ (2012). Når den norske statsminister Jens Stoltenberg bygger med Kaplaklodser, mens hans undseelige udlejer maler billeder af lort i Erlend Loes ’Fvonk’ (2013). Eller når en vietnamesiske teenagedreng lærer at onanere ved at lure på sin intetanende og temmelig indifferente plejefar i Maren Uthaugs ’Og sådan blev det’ (2013).

Lejlighedsvis fik vi såmænd også et glimt af Ny Nordisk Absurditet i den norske seriesucces ’SKAM’ (2015-2017): Hvem husker ikke de gentagne besøg hos skolelægen (eller som hun selv kalder sig: ”lege og lege…”), hvor seriens hovedpersoner får bizarre, men i sidste ende dog som regel uventet brugbare, råd leveret af en midaldrende kvinde med lillepigefletninger og en imponerende dildo på konsultationsbordet?

Fælles for disse værker er en markant og ofte ganske morsom tilstedeværelse af fuldstændig absurde episoder, udsagn eller genstande. For eksempel virker det grotesk langt ude, at dét, der genforener far og søn – og for den sags skyld incestdømt far og det meste af nabolaget – i Erling Jepsens ’Den sønderjyske farm’ (2013), bliver en aftens samlebåndslignende arbejde med at stikke vatpinde i rektum på hundredevis af trommesygeramte kaniner.

Eftersom Jepsen lader sine familieskildringer fra den sønderjyske by Gram blive fortalt fra et barns synsvinkel, bliver de personer, som indgår i de skildrede begivenheder, automatisk indsat i arketypiske roller som mor, far, søster og ven. Roller, som de bare ikke udfylder med de handlinger, replikker og egenskaber, der traditionelt ville knytte sig til netop disse roller. Følgelig bliver Jepsens fortællinger om Allans opvækst i Sønderjylland en slags dannelsesfortællinger uden dannelse – eller i hvert fald med et temmelig absurd bud på, hvilke erfaringer, der gør vores hovedperson i stand til at klare sig videre i livet. Selvom vi altså sagtens kan møde fremadskridende handlingsforløb i de værker, der falder ind under kategorien Ny Nordisk Absurditet, er det altid et handlingsforløb, der i én eller anden grad er twistet.

På samme måde er de velmente ord og gerninger, som moren hos Stine Pilgaard overøser vores jegfortæller med, konsekvent misforståede eller aparte. Moren gør alt, hvad hun kan, for at udfylde rollen som omsorgsfuld og handlekraftig mor. Men i sidste ende bliver hun blot endnu ét i rækken af meningsløse fænomener, der passerer forbi i hovedpersonens temmelig selvmedlidende og sorte oplevelse af tilværelsen.

Tilsvarende er det oftest nogle helt arbitrære genstande, der tillægges en særlig betydning, i de nye absurde værker. Erlend Loe lader Jens Stoltenberg genfinde ærkeenglen Gabriel i en lort og sin hovedperson i ’Kvinden flytter ind’ (2007) hævne sig ved at maltraktere en kommode. Sara Granér er med andre ord ikke spor alene om at sætte spot på hverdagsfænomener, som vi normalt ikke værdiger nogen opmærksomhed.

Jeg tvivler ærlig talt på, at nutidens nordiske forfattere sætter sig til tasterne med en velovervejet intention om at producere Ny Nordisk Absurditet. Trods alt er de næppe drevet af den samme trang til at gøre op med et totalitært samfundsbureaukrati, der gjorde det absurde teater til en populær genre i 1960’ernes Østeuropa. Snarere reagerer en del af de nordiske forfattere måske på en samfundsmentalitet og nogle levevilkår, der set fra andre dele af verden forekommer uendeligt privilegerede. I det mindste er vi hos både Loe, Pilgaard og Granér nede i nogle problematikker, der anskuet i et globalt perspektiv kan forekomme uendeligt små og luksusprægede.

I den anden gren af den nye nordiske absurditet befinder vi os i miljøer, der bedst kan beskrives som en form for afvigende parallelvirkeligheder. Jepsen og Uthaug henter en del af deres fremmedgørelseseffekt ved at henlægge begivenhederne til udkantsområder i Sønderjylland og det nordligste Norge. Dermed spiller de ganske effektivt på en kontrast mellem ’os’ og ’de andre’, som vi også kender fra de gamle westernfilm: Ude i det vilde (vest, nord eller syd) gælder andre regler, og uhyrlige ting finder sted. Herfra kan ubærlige hændelser som incest og massive forældresvigt fremstilles for os som vrangbilleder af normaliteten. En normalitet, som vi ellers næsten har glemt at hylde og anerkende i et postmoderne, ressourcestærkt og individualitetsdyrkende skandinavisk velfærdssamfund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *