Tørstig efter sandheden? Læg en kommentar

Dagens gæsteblogindlæg er skrevet af Pernille Borch Vinther

Gode gamle Per Højholt skal i sine velmagtsdage have proklameret, at forfattere ikke bør ’tage af hovedstolen’. Det skal forstås på den måde, at forfatteres egne private erfaringer og oplevelser udgør en slags hovedstol. Man må gerne bruge ’renterne’ af hovedstolen, men man må ikke tage af den egentlige opsparing ved at skrive en for privat roman.

Adskillige forfattere, nationalt og internationalt, har dog særligt i 2000-tallet, men også før, skrevet autofiktion, selvbiografisme, performativ biografisme – kært barn har som bekendt mange navne. Alle dækker de imidlertid over den tendens, at forfattere skriver sig selv og selvoplevet stof ind i fiktionens genrer. Her iscenesætter forfatteren sig selv og leger med os læseres forventninger til forholdet mellem fiktion og virkeligheden. Vi kan altså ikke mere regne med, at en bog, der har genren roman, er fiktion fra ende til anden.  De indgår på den måde en dobbeltkontrakt med læseren, fordi deres værker på én gang foregiver at være virkelighed og opdigtet. Det kan lyde som noget rod, men genren har noget helt særligt fængende indlejret i sig. Det giver en ekstra dimension, at man ikke altid er i stand til at udpege, hvad det er fakta, og hvad der er fiktion.

Værker defineret som autofiktion kan have mange forskellige udtryk. Ofte er der sammenfald mellem forfatterens navn og værkets jeg-fortæller eller en person i romanen. Herhjemme i andedammen har forfatterinden Leonora Christina Skov netop udgivet romanen Den, der lever stille. En roman, ikke en biografi. Alligevel bærer alle personer, med undtagelse af to, navne på de virkelige personer, som er del af forfatterindens liv, og alle begivenheder og dialoger har også fundet sted. Forfatterinden fortæller selv, at hun gennem hele livet har ført dagbog, som hun altså har kunnet tjekke og skrive hele dialoger af efter. Men alligevel; en roman. Uden for Danmark skriver den franske forfatterinde Delphine de Vigan i romanen Alt må vige for natten om sin afdøde mor og jagten på at forstå morens komplicerede sind, liv og familiehistorie. Undervejs i romanen reflekterer de Vigan, for her er sammenfald mellem forfatter og jeg-fortæller, over det at skrive sandheden om sin mor. For hvad er sandheden? Selvom hun afsøger alle kroge for breve, udtalelser om moren, gamle venner og familiemedlemmer, så kan hun ikke skrive sandheden frem; hun får ikke de svar, hun ellers så insisterende søger. Og netop her ligger nøglen til forståelsen af, hvorfor det giver mening at tildele det selvoplevede stof genrebetegnelsen ’roman’.

Den franske forfatter Jules Renard er ofte citeret for at have sagt, at hvis en sandhed fylder mere end fem linjer, er det romankunst. Og det giver god mening i denne sammenhæng. Både hos Delphine de Vigan og Leonora Christina Skov er det jagten på sandheden, der kickstarter hele processen med at skrive værkerne. Og de må begge sande, at sandheden er uhåndterbar og faktisk fuldstændigt uden for rækkevidde. Alt, de kan gøre, er, at skrive deres sandhed. Èn sandhed. Og denne sandhed bliver aldrig snæver privat, som ellers nok er det, Højholt frygtede. De autofiktive romaner beskæftiger sig, ligesom de antikke tragedier, med almenmenneskelige erfaringer som skyld, tab, krise, frygt og identitet, og vi får i værker aldrig præsenteret en løsning; sådan undgår du at opleve kriser i dit liv eller; sådan finder du ud af, hvem du er. Værkerne lægger én sandhed frem for os og viser os, hvor ét levet liv kan se ud, og selvom vi ikke står med facit på sidste side, blevet vi revet med i handlingen og i jagten efter løsningen og SANDHEDEN. Og desuden er vi blevet ét levet liv og mange erfaringer rigere.

De sidste 15-20 års udgivelser er spækket med eksempler på autofiktion ud over Delphine de Vigans og Leonora Christina Skovs: selvfølgelig Karl-Ove Knausgårds mastodont romanværk Min kamp, Christina Hesselholts Hovedstolen (en titel med en hilsen til Per Højholt), Claus Beck-Nielsens Claus Beck-Nielsen 1963-2001, Elena Ferrantes Napoli-romaner og inden for de seneste år David Denciks Anden person ental, Kristina Stoltz’ Som om, Vigdis Hjorth Arv og miljø, Linn Ullmanns De urolige, Vita Andersens Indigo – bare for at nævne nogle stykker, for listen kunne fortsætte og fortsætte. Hvis du endnu ikke har kastet dig over de selvbiografiske romaner, vil jeg anbefale dig at starte med Delphine de Vigans Alt må vige for natten, fordi man netop her er med i forfatterinden arbejdsproces og overvejelser over at skrive selvbiografisk og derigennem når en dybere forståelse af det selvbiografiske projekt.

Rigtig god fornøjelse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *